Malermester Hansen
1958 marts; Jyderups første malermester
En rank og stout skikkelse, en af Jyderups kendte og agtede borgere, fhv. malermester L.P. Hansen, håndværkerstiftelsen, fylder lørdag den 29 marts 1958, 85 år.
Hvem skulle tro det, når man ser L.P. Hansen færdes spændstigt eller tage sige en rask cykeltur, ligesom han er uundværlig, når bagtæpper og kulisser skal males ved alle sceniske begivenheder i Jyderup. Således har han været aktiv ved skolefesterne på kommuneskolen, og da "Stavena " opførte "Når bønder elsker". "Rigtige" malerier har han fremstillet mange af og er også - den dag i dag - en dygtighed på dette felt, der er ikke tale om, at hånd eller farvesans og kunstnerisk dygtighed svigter.
L.P. Hansen blev Jyderups første malermester. Han er født i Hjembæk og fik sin uddannelse i Svinninge. Efter en kort tid som svend i København nedsatte han sig i 1898, altså for 60 år siden, som malermester i Jyderup. Hans dygtighed blev kendt viden om, og store arbejder blev han overdraget, f.eks. Torbenfeldt, Astrup, Regstruplund, hotel Skarridsø (efter branden) og mange andre.
Organisationsmæssigt blev L.P. Hansen en ledende kraft, ikke alene i sin by. Han var med at oprette Holbæk Amts Malermesterforening. Formand i 25 år og er nu æresmedlem. I en lang årrække var han næstformand i Centralforeningen af Malermestre i Danmark.
Levende interesse viste L.P. Hansen sin by og var en dygtig formand for Jyderup Håndværker - og Handelsforening i 6 år og sad i bestyrelsen i 30 år. Også her er han æresmedlem. I 25 år var han i bestyrelsen for Tekniske Skole, og i lige så mange år skuemester ved Holbæk Amts Svendeprøvekommission.
Endvidere har L.P. Hansen medvirket ved udgivelsen og udarbejdelsen af værket "Danske Bygningshåndværkere", idet han var med at skrive bindet om danske landmalere.
I 1941 lagde L.P. Hansen op - sådan da. Den mere kunstneriske del fortsatte, og gør det som nævnt stadig. L.P. Hansen er en helstøbt personlighed, og kan stadig gå varmt ind for en sag, som optager ham, ligesom hans medfødte elskværdighed og tolerance har skaffet ham mange venner.
For nogle år siden havde L.P. Hansen den sorg at miste sin hustru. I ægteskabet var 4 børn, hvoraf de tre bor i København, og en søn er bagermester Svend Ole Hansen, Jyderup.
Den afholdte og respekterede fødselar kan - efter udseendet at dømme -- sikkert nå at opleve mange gode år endnu. Tillykke med dagen1
Malermester Hansen 1970 jan.; Malermester Lars Peter Hansen død
Jyderups ældste indbygger. fhv. malermester Lars Peter Hansen, Håndværkerstiftelsen, er lørdag død på Sct. Elisabeth Hospitalet i Holbæk, 97 år gammel.
Lars Peter Hansen stammede fra Hjembæk, og han lærte malerfaget i Svinninge, hvorefter han i seks år arbejdes som svend i København. Men udlængslen lå han i blodet og var således i nogle år "på valsen" som rejsende svend. I 1909 kom L.P. Hansen til Jyderup og i samme år nedsatte han sig her som mester.
I Jyderup kom Lars Peter Hansen til at lægge sit livsværk. Han oparbejdede en solid og god forretning, hvor gedigen håndværk var sat i højsæde og han nød sine kollegers store respekt.
Malerfagets stand havde hans store bevågenhed og han blev et fremtrædende medlem indenfor standen.
I 30 år var L.P. Hansen formand for Holbæk amts Malermesterforening og i 22 år hovedbestyrelsesmedlem i Centralforeningen af Malermestre i Danmark, og i 25 år var han desuden skuemester for Holbæk amts Svendeprøvekommission
Håndværkets tarv og vilkår har altid interesseret L.P. Hansen og håndværkets trivsel og historie har ligget ham stærkt på sinde, og han er bl.a. medforfatter til bogen "Det danske landhåndværk", hvori han har skrevet flere afsnit. en anden af hans store interesser var kirkemalerier og han har medvirket ved flere restaureringer af kirker og godser. Men også foreningslivet har trukket store veksler på L.P. Hansen. Han var således i bestyrelsen for Jyderup Håndværker - og Handelsforening i 25 år, heraf 6 år som formand, og han var ved sin død æresmedlem af denne forening. Endvidere var han æresmedlem af Centralforeningen af Malermestre i Danmark, i Holbæk Amts malermesterforening og i Jyderup Skakklub
Lars Peter Hansens store fritidsinteresser har været skak og billedkunsten og han har gennem årene haft en stor produktion af dejlige motiver.
Personligt var Lars Peter Hansen en populær, afholdt og respekteret mand og han kom som ingen anden til at præge sin by og sin stand. Lars Peter Hansen efterlader 7 børn. Fem døtre og en søn bor i København, og en søn, bager Svend Ole Hansen, bor i Lindegården i Jyderup2
Følgende af malermesterens børn gik på Jyderup Realskole
Henning Hansen, 1924-19263 Kirkebog 1918-27, opslag 127 nr. 18 konfirmeret 3/10.19264
Svend Ole Hansen, 1930 II M, 1931 III M, 1933 IV M5
Grete Hansen 1933 II M, 1934 III M, 1935 IV M, Mellemskoleeksamen, 1936 Realskoleklasse og Realeksamen6
Bente Hansen, 1937 I M, 1938 II M, 1939 III M, 1940 Mellemskoleeksamen, 1941 Realklassen og Realeksamen7

I 1941 blev Valdemar Hansen gift med en datter af malermester L.P. Hansen. Efter kun tre ugers ægteskab havde Valdemar Hansen den sorg at miste sin hustru8


Kilder:
Kilde 1: Kalundborg Folkeblad 22. marts 1958, side 3+4; Jyderups første malermester
Kilde 2: Kalundborg Folkeblad 12. jan. 1970, side 6; L.P. Hansen
Kilde 3: Jyderup Realskoles årsberetning 1924-1926
Kilde 4: Kirkebog 1918-27, opslag 127 nr. 18
Kilde 5: Jyderup Realskoles årsberetning 1930 - 1933
Kilde 6: Jyderup Realskoles årsberetning 1933 - 1937
Kilde 7: Jyderup Realskoles årsberetning 1937 - 1942
Kilde 8: Jyderup Kirkebog 1937-43 opslag 215, død 10. Fru Ester Hansen f. Hansen død den juli 41, beg. 15. juli 1941
Note:
a) Personaleforening på Den danske Sprængstoffabrik i Jyderup

Sidst rettet 18. juni 2015